🇩🇰 HEDEGAARD: Når fremtiden er vildere, end fantasien tillader

🇩🇰 HEDEGAARD: Når fremtiden er vildere, end fantasien tillader

GAFFA har mødt den næste danske mainstage-verdensstjerne til en snak om at gå nummer ét i Kina.

Med kæmpe releases på et toneangivende EDM-label, en kommende USA-tour og et spektakel af et 3D-showkoncept bimler og bamler banger-luftalarmerne. GAFFA har mødt den næste danske mainstage-verdensstjerne til en snak om at gå nummer ét i Kina. Om at være kompromisløs i sin sound. Samt dengang EDM var yt, og YouTube lige var begyndt at blive in.

Jeg fanger Hedegaard på en telefonlinje, få dage inden han skal på sin anden Kina-tour i år, inden sin første USA-tour. Første stop bliver den verdensomspændende elektroniske festival Creamfields i den kinesiske metropol Guangzhou. Hedegaard har som en lille håndfuld andre i nationen nemlig knækket koden til Kina og befundet sig i adskillige uger som nummer ét på den kinesiske EDM-chart med tracks’ene “All Designer” og “Beijing Baby”.

Hvordan er det at være den mest streamede elektroniske artist i Kina?

– Det er godt nok spøjst. Det er jo fantastisk. Men det er også uvirkeligt, især fordi Kina bruger ikke de samme sociale medier, siger Hedegaard og fortsætter: – De bruger ikke de samme streaming-platforme. Deres Spotify hedder QQ, og deres TikTok hedder douyin, hvor vi ikke har adgang til de samme videoer, så man ved ikke helt, hvad der foregår derovre. Og man må bare sige, at det er et kæmpe land.

– Det er nogle tal, jeg slet ikke har set før. For eksempel kan vi se, at “All Designer”, en sang, jeg lavede med Cancun (amerikansk-dansk rapper, red.) er streamet otte millioner herhjemme på Spotify. Den er så streamet 150 millioner gange i Kina til sammenligning. Og det kan man ikke se nogen steder. Den information har vi fået fra folk derovre.

Er det et meget anderledes sæt, du spiller? Jeg har hørt, at det kinesiske publikum vil have det hårdt fra start til slut?

– Det er egentlig først inden for de sidste 20 år, at de rigtigt er blevet eksponeret for vestlig musik. Det var i hvert fald noget med, at Michael Learns To Rock var den første vestlige musik, de hørte omkring årtusindeskiftet. Så de er vokset op med en helt anden tilgang til det. Og jeg kan bare se, når man kommer ud på de her klubber, at det bare ikke kan blive hårdt nok.

Freud og Fernet

I min research viser det sig, at det overhovedet ikke har været skrevet i stjernerne, at Rasmus Hedegaard skulle producere klubmusik. For faktisk var det en helt anden genre, som startede kapløbet om at skabe en unik musikalsk sound, nemlig rock.

– Jeg er født og opvokset i Randers. Dengang var elektronisk musik ikke specielt cool i manges øjne. Jeg og nogle kammerater spillede lidt til gymnasiefesterne. Jeg spillede synthesizer. Efter gymnasiet besluttede vi os for at lave nogle sange og se, om vi kunne udgive vores egen musik. Og så var vi så heldige, at vi fik en pladekontrakt hos Suspekts Tabu Records. Ja, og så flyttede vi til København derefter. Det var egentlig ret hurtigt, at jeg kom derover. Og så lavede vi et helt album (under bandnavnet The Company, red.).

Hvordan gik det med albummet?

Svaret lander prompte og usentimentalt:

– Det gik faktisk ikke særlig godt med det. Så begyndte vi alle sammen lidt at lave nogle andre ting. Jeg begyndte at studere psykologi. Meget kort. Det var kun i nogle måneder. Så stoppede jeg bare op en dag og tænkte: Hvorfor fanden var det egentlig, at jeg flyttede herover? Det var jo grund af musikken. Så tænkte jeg, ved du hvad? Jeg stopper på studiet, og så bliver jeg bartender og laver musik, når jeg har fri. Og stille og roligt fik jeg så hul igennem.

Og det viste sig også at være et gedigent stilskifte, hvor 80’er- Moog og Freud blev erstattet med Serum-synth og Fernet Branca.

– I min ungdom voksede jeg op med, at elektronisk musik ikke var særlig cool. Det var meget sådan, det var i min vennegruppe. Men så var jeg til en fest omkring gymnasietiden, hvor jeg så hørte Trentemøllers remix af Röyksopps “What Else Is There”. Og det åbnede bare en helt ny verden for mig. Jeg forstod slet ikke, at musik kunne lyde på den måde. Og ved siden af rockbandet eksperimenterede jeg med at skabe lyden i den her nye genre. Så det var faktisk en hobby ved siden af bandet, som jeg byggede op. Og så tror jeg bare, at den passion havde udviklet sig så stærkt efter rockbandet, at jeg tænkte, at dét er det, jeg vil lave.

Og så fik du idéen til ”Smoke Weed Everyday” (remix af Dr. Dres ”The Next Episode”), der jo eksploderede fuldstændig. Tag os tilbage til 2011.

– På det tidspunkt boede jeg i København og var droppet ud af studiet. Man gik meget i byen dengang, og så kan jeg huske, at jeg bare hørte originalen inden en bytur. Og så tænkte jeg, at det er irriterende, at de kun synger det fedeste til sidst, altså “Smoke Weed Everyday”. Det er da det, man har lyst til at høre. Og så tænkte jeg, at det prøver jeg at lave et remix af.

– Hiphoppen fra den tid, altså Dr. Dre, Eminem, Snoop Dogg – det gik i et andet tempo, end det gør i dag, omkring sådan noget 90-100 bpm. Og al elektronisk musik var house dengang, så det var 128 langt det meste. Og jeg kunne bare ikke sætte det op i det tempo, for det lød skørt. Så det var egentlig sådan, at min lyd opstod. Jeg blev nødt til at holde det nede i tempo, for at det stadig lød cool, men jeg ville gerne have, at det havde noget mere energi.

Og du sad bare derhjemme med en computer med Logic Pro, eller brugte du noget andet dengang?

– Dengang brugte jeg faktisk Cubase. Jeg tjente jo ingen penge. Kun lige nok til at bo i København i mit Harry Potter-værelse på seks kvadratmeter. Og så havde jeg sådan en gammel PC med Cubase, så det var helt low-key. Man behøver jo ikke så meget fancy udstyr og dyre studier.

Men du havde ikke et pladeselskab i ryggen, og det var en bootleg (uofficielt remix, red.). Hvordan vidste du, at du havde et hit?

– Det var der, hvor YouTube lige var blevet til noget, men det var ikke overfyldt med crap, så man kunne stadig få noget traction. Det var også lige den tid, hvor Kidd og Cheff Records var braget igennem på YouTube. Det var sådan lidt en ny bølge. Jeg kan huske, at nogle af mine venner var på Roskilde det år, og så ringede de og sagde, at ”de spiller dit track i alle camps”. Der gik det sådan op for mig, at mit nummer var gået viralt.

Valg og fravalg på toppen af hitlisterne

Efter de to smash hits “Happy Home” (featuring Lukas Graham) og “Twerk It Like Miley” (featuring Brandon Beal og Christopher) valgte Hedegaard i 2019 at gå væk fra de poppede tracks tilbage til en hård sound på tracks som “Jumanji” og “Sa-My-D” fra albummet Oblivion. Hvorfor dette skift?

– Lige pludselig har du et helt hold omkring dig. Jeg tror, at noget af det farligste, der kan ske for én som kreativ person, er en hel masse forventninger, og man kan sige, at “Happy Home” blev et stort hit. Det lå ligesom i luften, at nu skulle jeg lave den slags musik, selvom det egentlig ikke var kernen i min passion og min lyd. Det var mere de her clubbede ting. Jeg mærkede bare efter nogle år, at det ikke er det her, jeg har lyst til at spille live.

– Jeg gik også helt solo på det tidspunkt, hvor jeg så bare udgav min egen musik og ikke havde et team omkring mig, som jeg havde været vant til. Alle har en holdning. Og der er nogle, der synes, du skal det ene og nogle der synes, du skal det andet. Og jeg tror bare, det forvirrer én mere, end det gavner. Det fede er bare at købe ind og finde ud af, hvad man virkelig har lyst til at lave. Musikken bliver bedre på den måde. Det skal ikke laves for meget med hovedet.

Car Music uden registreringsafgift

Med remix-skiven Hedegaard Remix Vol. 1 fra 2022 cementerede Hedegaard, at hans lyd igennem de seneste 11 år har haft en klar rød tråd. Man kan bare høre på kilometers afstand, at Hedegaard overtager æteren fra nul til hundrede med vuggende bas, drops, der popper som Moët og en vibe, der gør alle til VIPs i klubben.

Hvad er Hedegaards sound, hvis man skulle putte det i en kasse?

– Så vil jeg nok sige, at det er et mix mellem noget old-school hiphop, noget 00’er hiphop, noget bass house og noget deep house. Og det er jo så det, vi kalder Car Music.

Internettet kalder dig Kongen af Car Music. Hvor kom det udtryk fra?

– Jeg har lavet den her lyd i nogle år. Jeg faldt over nogle Spotify-playlister, der hed Car Music, hvor min musik var blevet tilføjet. Og så kunne jeg høre, at der var alle mulige østeuropæiske og tyrkiske dj’s, der begyndte at lave musik i min lyd. Jeg kunne simpelthen høre, at de enkelte lyde og beats gik igen. Jeg ved ikke, om det var kopiering eller bare et tilfælde, men det gik i hvert fald under betegnelsen Car Music. Så det er den, vi har taget op.

Da jeg hørte udtrykket, tænkte jeg, at der skal minimum være en 18-tommers bas i bilen og fart over feltet med armen i karmen?

– Fuldstændig. Jeg tror bare, at det er, fordi man føler sig meget cool og tilbagelænet, når man lytter til hiphop. House og EDM er mere energisk. Og grunden til, at vi kalder det her Car Music, er, at det er en lidt mere energisk version af hiphop med dybde og masser af ondskab. Det må endelig ikke blive for skørt, for lallet eller for poppet.

Terminator på autopilot

Årets absolutte hovedtema inden for teknologi er AI. Hvis du endnu ikke har set klippet af David Guetta, der smed “Future Rave Sound” og dermed genskabte Eminems vokal, så gå ind på YouTube og mærk teknologien overtage industrien. Er robotterne ude på at udslette os alle sammen – eller skal vi bare tage en chill pill og lytte til “Smoke Weed Everyday”? GAFFA bliver en smule klogere de næste par minutter med Hedegaards blik ind i spåkuglen.

Hvad var dit første møde med kunstig intelligens i musik?

– Det var nok softwaren Dream AI Art fra MidJourney. Teknologien var lige pludselig god nok til, at man kunne bruge det sammen med en grafiker til at lave artwork. Lige pludselig kunne du lave nogle ting, der præcist beskrev den følelse, du gerne vil have frem fra musikken. Kort efter kom ChatGPT, som er sådan lidt mere universelt. Jeg bruger det ikke som en del af musikken, men jeg vil sige, at jeg kan godt bruge ChatGPT til at hjælpe mig med at brainstorme. Men primært er det den visuelle 3D-avatar, der er en del af mine shows.

Samtalen bevæger sig naturligt ind på totaloplevelses-konceptet “Afterlife” fra producerduoen Tale of Us, der i stil med Eric Prydz’ “Holo” gør raves tredimensionelle. Bogstaveligt talt. Ud fra det videomateriale, GAFFA er blevet præsenteret for, tyder meget på, at Hedegaard ikke kun bliver dansk first mover på teknologien, men kommer til at sætte en helt ny barre for den danske EDM-livescene.

– 3D er det nye inden for dj-shows. Noget af det er meget kunstnerisk og eventyragtigt. Jeg tror, at jeg havde mere lyst til det onde. At man får følelsen af kuldegysninger, der sitrer på rygraden. Fordi du ikke har en sanger eller et band, skal der ligesom ske noget ekstra i et dj-show.

Redaktionen har set klippet fra premieren af dit show på Bali. Det både lyder og ser vildt ud.

– Ja, i forbindelse med den, udgiver vi singlen “Inferno”. Det nummer har jeg faktisk lavet i tæt samarbejde med ChatGPT. Og det er jo også fordi, at det er en robot, der udgør det visuelle udtryk. ChatGPT er bare enormt restriktiv. Der er mange ting, den ikke må sige. Men da jeg sagde, at den skulle forestille sig, at det var en spændende situation, så var der ingen grænser for, hvad den kunne sige. Det var faktisk ret skræmmende. Der bliver i “Inferno” sagt noget i stil med ”Mankind is harmful to planet Earth. They must be eliminated.” Det er altså den kunstige intelligens, der har skrevet det.

Fagre nye verden?

– Ja, det må man nok sige. Der ligger jo også et skjult budskab i tracket. Objektivt set, hvis du har en kunstig intelligens til at kigge på mennesket på jorden her, så skader vi planeten. Vi er en slags virus for planeten med alt, hvad der sker med klimaet lige nu. Så det er også min måde at skifte fokus og lade den kunstige intelligens komme til orde.

Hvad med den kunstige intelligens i musikindustrien? Lige nu bliver der udgivet over 120.000 tracks om dagen. Om et par år er det måske en halv million, når AI får speedet alles workflow op. Tror du, at vi bliver oversvømmet med lavkvalitetsmusik?

– Det er helt sindssygt så meget, der kommer ud, så det er jo lidt anderledes, end det var for 20 år siden. Men jeg ser det faktisk som noget positivt. For på en eller anden måde har man jo demokratiseret musikbranchen. Du har fjernet gatekeeperne. Det er ikke sådan, at du skal have en pladekontrakt for at kunne klare den. Alle har en chance, du skal bare have en computer og lidt basic software. Så jeg tror på, at de gode idéer vinder, fordi algoritmerne sørger for, at den gode musik finder sin rette lytter.

Berliner-Techno über alles

Hvilken artist dyrker du for tiden?

– Der er en ny tysk dj, der hedder Per Pleks. Han er helt ny. Og det er simpelthen bare for vildt. Han har lige udgivet et remix af Juliet Fox (Berlin-baseret techno-dj, der hedder “Dad’s Backyard”. Altså, det er for sindssygt. Og Charlotte de Witte, klart. Jeg synes virkelig også, hun laver nogle fede ting.

Hvor bevæger EDM-musik sig hen? Pludselig storhitter Charlotte de Witte med “The Age of Love”-revival-remixet, og nu vil alle spille Berliner-techno?

– Det er jo sjovt at se, hvor hurtigt der kommer nye trends. For et par år siden var det Meduza-lyden, alle skulle lave (italiensk deep house-trio, red.). Og nu laver alle techno, trance og hardstyle. Men lige nu tyder meget på, at det er den helt hårde, helt hurtige musik, der trender. Jeg prøver bare at holde fokus på det, jeg altid har gjort. Selvfølgelig har jeg også fokus på ikke at stå stille. Man skal også udvikle sig i sin lyd.

– Jeg har for eksempel leget lidt med at skabe et techno-kick eller et dubstep-screech og bruge dét i mine tracks. Men jeg kommer ikke til at skifte over til at lave 160 BPMs techno, bare fordi det lige er en trend. I dj-regi er det også en fælde, som man hurtigt kan falde i, fordi man ved, at crowden reagerer godt på dét og dét track. Men man skal også huske sig selv i det. Og byde på noget kvalitet og noget magisk. Man skal jo rive tæppet væk under gæsterne. Og give dem det unikke show. Den unikke lyd. Det er det, jeg har brugt månedsvis på at forberede mig til på den kommende USA-tour.

Det danske publikum må væbne sig en smule med tålmodighed. GAFFA har dog set dele af artistens 2024-kalender og kan love, at ventetiden bliver det hele værd. Danmarks næste mainstage-verdensstjerne bliver 2024’s absolut største danske EDM-headliner. Det behøver vi ikke en spåkugle for at konkludere.

Kilde: Gaffa.dk