JAXSTYLE, 24, har på rekordtid markeret sig som en af de mest energiske og grænsebrydende profiler på den danske elektroniske scene. Med rødder i gaming og livestreaming på Twitch har han skabt en ny type artist – en DJ og performer, der forener musikken med underholdning og fællesskab på tværs af platforme.
Den aalborgensiske DJ og content creator startede sin rejse i gaming-verdenen, hvor elektronisk musik, særligt drum & bass og dubstep, blev soundtracket til de mange timer foran skærmen. Under corona-pandemien udviklede fascinationen sig til en passion for DJ’ing. Hvad der begyndte som eksperimenter på Twitch-streams, voksede hurtigt til regulære shows, da hans seere tog musikken til sig.
Efter kun få måneders øvelse begyndte JAXSTYLE at optræde live, og i 2023 lancerede han sin første tour med over 30 shows landet over. Fra mindre klubber til større festivalscener har han forvandlet sine online-følgere til et loyalt publikum, der møder op fysisk for at feste – og for at opleve den samme energi, som tusindvis kender fra hans streams.
I 2024 tog karrieren for alvor fart med samarbejder i det professionelle musikmiljø og support-jobs for etablerede navne. Det foreløbige højdepunkt kom, da JAXSTYLE optrådte i Royal Arena for 10.000 publikummer som support for Ude af Kontrol – et gennembrud, der understregede hans potentiale som liveartist.
JAXSTYLEs musik bevæger sig i krydsfeltet mellem EDM og house, og missionen er klar: At genantænde den danske kærlighed til elektronisk musik og skabe dansegulve med masser af energi og glæde. Som han selv siger: “Jeg drømmer om at få folk til at danse igen”.
I dag forener JAXSTYLE sine to verdener: De digitale platforme og de fysiske scener. Med hundredtusindvis af følgere på tværs af sociale medier og millioner af visninger på Twitch og YouTube, står han som en frontfigur for en ny generation af artister, hvor musik, gaming og performance smelter sammen. Hans vision er både national og international: At sætte dansk elektronisk musik på verdenskortet – med fest, fællesskab og store følelser som drivkraft. Og med første single “Turn The Lights Off” signet hos verdens største pladeselskab inden for club-musik, Spinnin Records, er visionen til at føle på.