🇩🇰 Jaxstyle overrasker som aftenens højdepunkt

🇩🇰 Jaxstyle overrasker som aftenens højdepunkt

Jacob ‘Jaxstyle’ Krull, den unge streamer, er lige så stor en sensation som dj på festscenen, som han er bag en computer.

Generator Festival, Bachelor Stage, Odense
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Som del af generation Z eller Alpha kender man navnet Jaxstyle som den Fortnite-spillende megapersonlighed, som sidder som én af Danmarks top-livestreamere. Dog er grunden til, at han ender som del af en musikanmeldelse, at han for få år siden kastede sig ud i at blive live-dj.

I denne weekend spillede Jaxstyle på Bachelor-scenen under Generator Festival i midten af Odense. Hvor første overraskelse var, at selvom Bachelor-scenen var den ”lille scene”, havde Jaxstyle et sæt, der var dobbelt så langt som Thor Farlov, der lige havde spillet på den ”store scene”, nemlig Masters-scenen.

Da Jaxstyle går på, forsvinder al tvivl, og festen bliver tæsket ind i sindet på enhver nærværende person. Lydniveauerne er sat til en perfekt mængde bas, så Jaxstyle kan udnytte det til at blæse os omkuld. Hvis man nogensinde har set hans onlinepersonlighed som værende tåkrummende eller for meget, så viser han en side af sig selv på den scene, der er nok til at vise et nyt billede af ham.

Publikum bestående af ungdommens festaber bliver energiske som aldrig før. Bænke bliver til trampoliner, da Jaxstyle får spillet sit remix af forskellige top-sange fra for eksempel TikTok og andre onlineplatforme. Især bider denne anmelder fat i en fantastisk, niveau-øget version af PinkPantheress’ ”Illegal”, som har haft et skælv af trends, der har medfulgt det succesfulde nummer. Det ved Jaxstyle, og det bruger han i løbet af denne koncert, som er han allerede en mester.

Han viser også sig som omstillingsparat i løbet af showet, hvor publikum pludselig gerne vil have hænderne i vejret. Jaxstyle virker til at spotte dette og sætter med det samme crowdwork i gang. Dette kan skyldes hans erfaringer med livestreaming, der nemlig også kræver at kende sit publikum under hele streamen, som jo er på livekamera.

Overordnet er det eneste, der holder Jaxstyle tilbage, at han ikke endnu er kendt som en kæmpe force inden for dansk elektronisk musik. Men spiller han videre, som han gjorde på Generator Festival, så vil vejen til tops blive kort.

Kilde: Gaffa.dk