Bassam

Bassam er 18 år og nyeste skud i Probation-familien, som netop har signet Nivå-drengen med de palæstinensiske rødder.

Som mange andre unge er han i gang med en uddannelse for at få sit eksamensbevis og en studenterhue. Men det er ikke dér, hans fremtid ligger.

- Det er musikken, jeg brænder for. Jeg har aldrig gået til noget musik, men jeg har freestyle-rappet siden jeg var 10 år og skrevet tekster, siden jeg var 12, siger Bassam.

Inspirationen finder han i sit eget liv, men i modsætning til meget andet urban-musik, som beskriver det hårde liv på gaden over down- og midtempo beats, fokuserer Bassam på de sjovere sider ved at være ung på uptempo rytmer.

-Jeg er opvokset i Nivå på blokken, og jeg har aldrig været den bedste i skolen. Men for mig er musikken det, der gør livet sjovt. Om jeg sidder alene eller sammen med andre, om jeg er derhjemme eller i studiet. Jeg skriver om fest og farver og venner og sådan noget, du ved. Mit eget liv, fortæller han.

Mange af drengene omkring Bassam forfaldt til et liv med kriminalitet, og gadelivet har også trukket i ham. Dog har passionen for musikken hevet i den anden retning, men balancen har været svær.

Som han selv synger på debutsinglen ‘Andale’:

“Musikken eller gaden giver mig svaret.”

Musikken vandt.

For kort tid siden havde Bassam aldrig tænkt, at skriverierne ville føre til noget videre. Det ændrede sig da hans gode ven, rapperen Carmon, hørte hans materiale og opfordrede ham til at gøre noget seriøst ved det.

-Så begyndte jeg at skrive rigtig meget og forsøgte konstant at forbedre mig, fortæller Bassam.
Han har ikke nogen deciderede idoler men lytter meget til europæisk musik. Især fransk, britisk og tysk rap.

-Det kan godt være, jeg ikke forstår det, de siger, men det er måden, udtrykket og flowet jeg lytter til. Jeg skriver selv ud fra stemninger, og det vil jeg forsøge at eksperimentere endnu mere med fremover. Jeg vil prøve at udvikle mig, men jeg ved endnu ikke, hvor jeg lander, siger den unge rapper.

 

Book BASSAM hos THE NIGHT


Book Bassam